Bankerne giver hånd på hjælp til landbruget

Landbruget er hårdt ramt af sommerens tørke. Finanssektorens chefer har mandag aftalt at række hånden ud.

- Der er allerede masser af konstruktiv dialog mellem de ramte landmænd og deres kreditinstitutter, og det er vigtigt den dialog fortsætter, siger Finans Danmarks direktør, Ulrik Nødgaard.
- Der er allerede masser af konstruktiv dialog mellem de ramte landmænd og deres kreditinstitutter, og det er vigtigt den dialog fortsætter, siger Finans Danmarks direktør, Ulrik Nødgaard.
Foto: Morten Nymand Ritzau / Scanpix

Bestyrelsen i Finans Danmark, finanssektorens brancheorganisation, har mandag morgen holdt møde oven på den tørke, der sommeren over har givet landbruget store kvaler.

Ifølge Landbrug & Fødevarer kan tørken skubbe flere hundrede landbrug ud i konkurs. De danske banker har store udlån til landbruget og sidder derfor tit med valget, om et landbrug skal have øget eller forlænget sin kredit.

- Der er allerede masser af konstruktiv dialog mellem de ramte landmænd og deres kreditinstitutter, og det er vigtigt den dialog fortsætter de kommende uger og måneder, skriver Ulrik Nødgaard, direktør for Finans Danmark, efter mødet. 

1:31
6,4 milliarder kroner. Så meget koster sommerens tørke dansk landbrug

Mødet er resulteret i en såkaldt direktionsskrivelse, der er en opfordring sendt til organisationens medlemmer.

- Det er i den nuværende, usædvanlige situation helt afgørende, at kreditinstitutterne fortsætter den gode, tætte og konstruktive dialog med de berørte landbrugskunder og strækker sig så langt som muligt for at finde løsninger, der er forsvarlige og holdbare for en fortsat sund drift, står der i den. 

Ifølge skrivelsen vurderer landbruget, at den samlede høst vil være 30-40 procent under det normale grundet tørken.

- Finans Danmark har stor forståelse for den vanskelige situation. Landbrugssektoren er en stor og vigtig aktør i dansk økonomi.

- Det er derfor afgørende, at der findes holdbare løsninger for at løse landbrugets akutte udfordringer som følge af tørken, står der yderligere i skrivelsen.

Landbrug & Fødevarer har oven på tørken vurderet, at den vil koste landbruget 6,4 milliarder kroner. Samtidig ønsker interesseforeningen permanente skattelettelser til landbruget oven på tørken.

Det er dog blevet afvist at give permanente skattelettelser på baggrund af enkeltstående kriser.
    

1:51
Landbrug & Fødevarer opfordrer fredag til at fjerne jordskat hos landmænd. Det får en blandet modtagelse.

/ritzau/