Bankdirektør blev forfatter: Mens finanskrisen rullede begyndte Lars at skrive
Da finanskrisen var på sit højeste søgte bankdirektøren adspredelse ved at researche og skrive. Nu er romanen klar.
Nonnen hedder Kirstine, og hun bor på Stubberkloster.
Eller det gør hun jo egentligt ikke, for Stubberkloster er i dag kun en ruin, og Kirstine er fiktiv. Hun lever dog i Lars Frederiksens 600 sider lange nye roman, som han endelig har fået i hænderne næsten 10 år efter, at han først fik idéen.
Lars Frederiksen var bankdirektør, da finanskrisen var på sit højeste, og det var også her, at han søgte adspredelse i at researche og skrive historien om nonnen Kirstine.
- Man kan næsten sige, at jeg har haft et ’second life’ i de her fire-fem år, jeg har skrevet på romanen. Jeg har haft min dagligdag, og så har jeg haft mit liv med Kirstine og alle hendes dejlige nonner, siger han med et grin.
Derfor er det også noget ganske særligt for Lars Frederiksen, da han endelig kunne se det færdige resultat.
- Første gang jeg stod med den i hånden, det var et lidt følelsesladet øjeblik. For når man har arbejdet så meget for noget og så endelig står med produktet, så er det fantastisk, fortæller han.
Stort arbejde
Der ligger et stort arbejde bag projektet, for samtidigt med at han som bankdirektør i København kæmpede med finanskrisen, så gik han også til forelæsninger på universitet, gik på nationalmuseet og besøgte sågar et nonnekloster på Frederiksberg.
- Der kunne jeg researche og få noget insiderviden, hvilket ellers er farligt for en bankmand at udøse af, fortæller han og smiler.
Samtidigt besøgte han selvfølgelig også Stubberkloster, hvor en mindre del stadig står på en lille halvø i Stubbergård sø. I sin tid var klosteret en magtfaktor med store jordbesiddelser.
- Det har sandsynligvis været spændende at bo så øde et sted, som klosterholmen her er. Fordi når man er velhavende og der ikke er noget politi lige ved hånden, så har de også skulle have nogen, der kunne beskytte dem.
Lars Frederiksen er dog meget bitter over én ting. Sidst i 1800-tallet blev klosterets store arkiv smidt væk.
- Det er jo frygteligt at tænke på, at sådan noget kunne ske. Hvor meget klunne vi ikke have fået ud af at få lov til at kigge i sådan et arkiv, fortæller han og griner af, at bogen i såfald ville have været dobbelt så lang.
