Bank smækker ti kasser i

Danske Bank lukker kasserne i ti filialer her i landsdelen fra januar 2013.

Fra 9. januar 2013 er det ikke længere muligt at blive betjent ved kassen i sit lokale pengeinstitut, for kunderne i Danke Banks afdelinger i en lang række byer her i landsdelen.

Danske Bank smækker kassen i i Lemvig, Struer, Skive, Bjerringbro, Kjellerup, Brande, Ikast, Hanstholm, Hurup og Aalestrup. Afdelingerne bliver i stedet lavet om til rådgivningsfilialer, hvor kunderne kan blive rådgivet om for eksempel pension og boliglån.

I fremtiden skal Danske Banks kunder køre til Herning, Holstebro, Thisted, Viborg og Silkeborg, hvis de ønsker at mødes ansigt til ansigt med deres bankrådgiver, når de skal hæve penge.

Onsdag morgen fik 300 af bankens ansatte en fyreseddel, som følge af omlægningerne. Fyringerne er en del af de 2000 stillinger, som banken allerede har meddelt skal nedlægges inden 2013.

Netbanken har sejret

I alt nedlægger Danske Bank kasserne i 131 afdelinger. Stadig flere kunder vælger at ordne deres bankforretninger hjemme ved computeren eller via telefonen.

Ifølge Danske Bank er antallet af transaktioner ved kassen i bankens filialer faldet med 48 procent siden 2009.

Samtidig bruger bankens kunder flittigt de nye elektroniske løsninger. Siden lanceringen i september 2010 har flere end 500.000 kunder hentet bankens løsning til mobilbank. Flere end 100.000 har hentet bankens app til tablet pc'er, som blev lanceret i december 2011.