Bank lavede fejl - betalte 67.000 over seks år

Ringkjøbing Landbobank indtastede det forkerte kontonummer. Nu har en kunde betalt en anden families strømregning på i alt 67.000 over de seneste seks år.

Ringkjoebing_Landbobank_0.jpg

En kunde i Ringkjøbing Landbobank har gennem seks år betalt en anden families elregning, fordi banken opgav det forkerte kontonummer til Betalingsservice. Det skriver 3f.dk.

Faktisk har manden i alt overført 67.000 på grund af den vestjyske banks fejlagtige indtastning. Hverken manden - eller familien, hvis strømforbrug han i flere år har betalt - har tjekket Betalingsservice, og derfor har ingen af dem opdaget fejlen. Før nu.

For en dag begyndte familien at undre sig over, at der ikke kom opkrævninger. Derved blev Landbobanken indblandet. Herefter fik den uvidende betaler sine 67.000 tilbage, og familien skulle betale 27.000 af beløbet til banken.

De resterende 40.000 havde banken ikke krav på, da dette tilgodehavende var forældet.