Bang & Olufsen har trecifret millionunderskud trods øget salg

Omsætningen voksede 12 procent i 2016/2017 i Bang & Olufsen, som dog stadig bløder på bundlinjen.

Foto: Thomas Juul

Bang & Olufsen kom ud af regnskabsåret 2016/2017 med et underskud på 117 millioner kroner efter skat, oplyser selskabet.
    
Det er dog en markant forbedring fra året før, hvor underskuddet lød på 208 millioner kroner.
    
Underskuddet kommer efter et år, hvor omsætningen voksede 12 procent til knap tre milliarder kroner. Og ifølge topchef Henrik Clausen er virksomheden på rette spor.
    
- I 2016/17 fortsatte Bang & Olufsen fremgangen og leverede tilfredsstillende vækst, forbedrede virksomhedens lønsomhed og genererede positive frie pengestrømme.
    
- Vi har haft fokus på at levere nye og innovative produkter til vores kunder, udvikle vores brandpartnerskaber og skabe en mere agil forretningsmodel, og det har bidraget til at styrke vores underliggende forretning og resultater, siger han i en meddelelse.