Ballade hos de røde i Herning

Enhedslisten og Socialdemokraterne i Herning har indgået et samarbejde, der skal være et reelt alternativ til Venstres blå dominans. Men SF er ikke blevet spurgt, siger de selv.

Peter-Villadsen-(F)_0.jpg

Venstre sidder tungt på mandaterne i Herning Byråd. Det vil de røde gerne lave om på. Derfor har Enhedslisten og Socialdemokraterne slået pjalterne sammen i en ny rød front, der skal udgøre et reelt alternativ til Venstre og de øvrige borgerlige partier i Herning. De to partier meddelte, at SF også var indbudt til at være med, men at de havde sagt nej tak. Nu melder SF's spidskandidat, at det ikke er rigtigt.

- Vi er ikke blevet spurgt, om vi ville være med. I midten af august fremlagde vi fra SF et forslag til en samarbejdsaftale, hvor også fagbevægelsen var med. Det er vigtigt for os, at de også med i en aftale. Siden da har vi ikke hørt noget som helst fra de andre. Det kan undre mig, at de siger, de har spurgt SF, når jeg aldrig har hørt om det, siger SF's spidskandidat Peter Villadsen til Herning Folkeblad.

Peter Villadsen understreger dog overfor Herning Folkeblad, at han ser gode og interessante perspektiver i de to partiers samarbejde.