Kom med bagved:

Den vildeste historie en journalist kan dække

Af Katrine Fuglsang, TV MIDTVEST

En faldskærmsudspringer svæver mellem liv og død under et lille propelfly, og det ændrer en stille aften til en vanvittig arbejdsdag for den vagthavende nyhedsreporter.

3. maj 2017:

Da jeg tog på arbejde på TV MIDTVEST den første onsdag i maj, var det ikke en dag som alle andre. For én gangs skyld vidste jeg, hvad jeg skulle lave – to minutters direkte fjernsyn fra en robotkamp i Herning.

Normalt har en nyhedsreporter praktisk tøj på, som kan klare både mudderbad og ministerbesøg. Men denne første varme majdag bød altså kun på en - indendørs - liveomstilling.

Det næsten skreg på noget med nylonstrømper. Det skulle jeg senere komme til at fortryde.

Efter den direkte gennemstilling havde hverken fotografen eller jeg travlt med at komme hjem. Det var den første sådan rigtigt varme majaften. Da vi holdt ind på Circle K for at tanke, kom fotografen ud med to is og en kop kaffe i hænderne. Så var der hyggetid. Vi satte os ved tv-bilen, spiste Magnum og modtog grinende blikke fra forbipasserende.

 

- Dér sidder dem fra TV MIDTVEST og dovner den, har de tænkt. Det havde de ret i. Hverken de eller vi kunne vide, at kimen til årets mest dramatiske aften netop var blevet lagt omkring 60 kilometer mod vest.  

For cirka samtidig med, at vi spiste is i solen foran en tankstation i Herning, gjorde Michael Ellegaard sig klar til sit faldskærmsspring nummer 21. Det var en af de dage, der måske kun er mellem 10 og 15 af i Vestjylland på et år. Vindstille, varmt og solrigt – en helt perfekt aften til faldskærmsudspring.

Forholdene var faktisk så sjældent perfekte, at faldskærmsklubben aflyste det bestyrelsesmøde, der skulle ha’ været holdt den aften. Ingen ville sidde og høre om beretninger og budgetter, når de i stedet kunne springe faldskærm helt til solnedgang.

I begyndelsen af maj går solen ned cirka ti minutter over ni. Så da Michael Ellegaard og hopmester Christian Bagge satte sig i det lille propelfly OY-WHL klokken 19:55 var der altså en time og et kvarter til solnedgang. Den nedtælling skulle vise sig at blive et livsfarligt omdrejningspunkt i den vildeste redningsaktion i vestjysk luftrum.

Sound on/off

- Der er en faldskærmsudspringer, som hænger fast under et fly – og de ved ikke, hvordan de får ham ned.

Webreporter, TV MIDTVEST

Men det vidste hverken faldskærmsklubben eller min fotograf og jeg på det her tidspunkt. Vi tankede bilen og trillede mod Holstebro – mod fyraften. Hjemme ventede redaktøren med en debriefing af de to minutter, vi havde sendt fra robotkampen.

Mens han talte, gik det op for mig, at en anden i lokalet var underligt stille. Aftenens webreporter havde ikke værdiget os et blik, da vi kom ind ad døren. Hun sad faktisk musestille på sin sorte kontorstol, mens hun lyttede fokuseret i telefonen.

Jeg kastede et blik op på den monitor, hvor vi får besked om alle de 112-meldinger, brandvæsenet kører til. Det er som regel her, man finder årsagen til en stille webreporter.

Førstemelding: Fastklemte - maskine. Station: Holstebro, stod der med sort skrift på rød baggrund. 

Det er ikke nogen sjælden melding. Som regel dækker den over en arbejdsskade, og selvom et ord som ”fastklemt” lyder voldsomt, så er det næsten aldrig alvorligt nok til, at vi sender en nyhedsreporter. Oftest er det ingenting. Jeg tog min sorte taske over skulderen og lynede læderjakken. Selvom det havde været lunt hele dagen, ventede en kold cykeltur ind til byen.

- Undskyld, jeg afbryder – men I bli’r nødt til at høre det her.

Webreporteren havde lagt telefonen fra sig og kom buldrende ind i den interimistiske debriefing. 

- Der er en faldskærmsudspringer, som hænger fast under et fly – og de ved ikke, hvordan de får ham ned.

 

- Kører du?

Der havde ikke engang været stille i et halvt sekund. Redaktøren kiggede på mig. Klokken var 20:30, og jeg var den eneste journalist tilbage i huset.

I sådan en situation er der ikke tid til research. Der er heller ikke tid til at løbe tv-stationen rundt efter tøj, for det handler om at komme på landevejen hurtigst muligt. Jeg greb den forhenværende direktørs gamle, blå firmaregnjakke – et tre størrelser for stort levn fra 90’erne, som hang belejligt glemt på en garderobestang.

Kombinationen nylonstrømper og kæmperegnjakke skulle midt- og vestjyderne senere få at se på direkte tv.

Sound on/off

Vi viser ikke nogen i fjernsynet, som er kommet slemt til skade … eller det, der er værre.

Fotograf på TV MIDTVEST

Fra TV MIDTVEST er der bare et kvarters kørsel mod nordvest til Lindtorp Flyveplads. Tusmørket kom snigende ad Vilhelmsborgvej. Et sving senere slap træerne i Mangehøje Plantage sit greb om os, og pludselig lå tv-bilen badet i den lave aftensol. Det ville blive en fantastisk solnedgang. De lavthængende skyer havde allerede adopteret et lyserødt skær.

- Gad vide, om han stadig hænger deroppe?

Fotografen sagde det højt, vi begge tænkte. Han havde for længst fejret 25 års jubilæum på tv-stationen og havde prøvet lidt af hvert.

- Vi skal lige snakke om, hvad vi gør med billeder, hvis det bliver grimt derude, sagde han, mens han slog det lange lys til på bilen.

- Og vi skal ikke for tæt på, hvis det går galt. Altså, jeg ruller selvfølgelig med, men vi holder os på afstand – vi viser ikke nogen i fjernsynet, som er kommet slemt til skade … eller det, der er værre, fortsatte han.

Ingen af os kendte endnu detaljerne, men det var alligevel her, det gik op for mig, hvor alvorlig en sag, vi var på vej ud til. I samme øjeblik blev vi overhalet af politiets indsatslederbil – en stor VW Transporter med fuld udrykning mod nordvest.

00:25 Luk video

I den sad Lasse Ivanøe, som havde været på en anden politiopgave i Silkeborg, da 112-meldingen kom. Her i maj 2017 var Holstebromotorvejen endnu ikke åbnet, og indsatslederen var næsten så langt væk fra Lindtorp, som han kunne komme i Midt- og Vestjyllands politikreds.

På sin radio i indsatslederbilen var han i kontakt med den helt unge patrulje, som havde kommandoen på flyvepladsen.

Og de havde nok at se til. Med kun tyve minutter til solnedgang kæmpede brandvæsenet for at lægge skum nok ud til, at flyet og Michael Ellegaard kunne lande så friktionsfrit som muligt. Det var en kamp mod uret.

For jo mørkere det blev, jo farligere og sværere blev det også at lande for pilot Leif Johannsen, som i forvejen skulle præstere sit livs landing for ikke at slå faldskærmsspringeren ihjel.

00:25 Luk video

Det var også på det tidspunkt, vi begyndte at få de første meldinger hjemmefra. Webreporteren fortalte, at flyet ville forsøge at lande med faldskærmsspringeren hængende nedenunder – og at det var lige op over.

Stemningen i bilen har jeg aldrig før eller siden oplevet i mit arbejde på TV MIDTVEST. Normalt håber journalister, at de er på vej ud til en god historie – at der sker noget, og at der er noget at fortælle.

Det gjorde vi ikke denne aften i maj. Med blikket stift rettet mod himlen foran os sad vi og krydsede fingre for, at vi ikke ville blive vidner til en grim ulykke – at vi ville få så lidt at lave som overhovedet muligt. Omvendt, talte vi om, så kunne ingen af os regne ud, hvordan det kunne ende godt at lande et fly med en mand hængende hjælpeløst under.

- Vi skal virkelig holde tungen lige i munden derude, sagde den garvede fotograf. Jeg sank en ekstra gang.

Da vi ankom til Lindtorp Flyveplads, var der udrykningskøretøjer overalt. To helikoptere. Ambulancer. Masser af brandvæsen og politi. 

Indkørslen til den lille flyveplads var spærret af helt oppe ved hovedvejen, så vi måtte skyde genvej over en græsmark for at komme tættere på.

Vi parkerede bilen, og mens fotografen begyndte at filme de blå blink, gik jeg hen mod klubhuset. Jeg fik øje på en yngre politimand.

- Jeg kommer fra TV MIDTVEST. Hvem er indsatsleder? Politimanden pegede ud mod landingsbanen 400 meter længere væk.

- Men han har ikke tid til at tale med jer, sagde han.

- De har lige landet springeren.

Så var han væk igen. Jeg gik rundt blandt det, der måtte være klubmedlemmer, som stod og talte lavmælt med hinanden, mens jeg forsøgte ikke at ligne en journalist, der snagede.  

- Er der nogen, der ved, hvordan han har det?

- Han har det vist godt, kom det lidt spredt.

- Det er vist gået så godt, som det nu lige kunne, lød det mumlende på vestjysk.  

Den yngre politimand kom tilbage. Nu havde indsatslederen tid. Imens filmede min fotograf en ambulance, der kørte væk fra pladsen med blå blink. Uden udrykning. Den kørte faktisk ikke engang hurtigt.

Det kunne både være et godt og et skidt tegn, tænkte han for sig selv.

Ved siden af indsatslederen stod en mand, som skuttede sig i kulden. Solen var gået ned, og det samme var temperaturen – nu stod vi på en bar mark i Vestjylland uden lægivende træer i 10 graders varme. Da indsatslederen hurtigt blev optaget af et telefonopkald, smalltalkede jeg med den frysende mand.

- Det var godt nok dejligt at høre, at det gik godt, hva’?

- Ja, sagde manden. En af de unge politimænd brød ind.

- Det var Leif, som landede flyet, sagde han.

Jeg blev en lille smule paf. Der stod han altså. Dagens helt. Helt upåvirket af det drama, han lige havde været en stor del af i to kilometers højde. Jeg spurgte prøvende, om jeg måtte få hans telefonnummer, så jeg kunne ringe til ham for et interview dagen efter.

Klokken nærmede sig hastigt 22:25, hvor TV MIDTVEST’s sene nyheder går i luften. Flyulykken var selvfølgelig den helt store historie, og vi skulle direkte ud til mig som det første.

Piloten og jeg stod stadig og småsnakkede. Han ventede på at komme til at tale med Havarikommissionen. Han virkede egentlig overraskende fattet, tænkte jeg. Kunne jeg driste mig til at spørge, om han ville være med i den direkte omstilling? Eller var manden i virkeligheden i chok?

Jeg har aldrig før eller siden brugt så meget tid på at vurdere en kilde. Det sidste, jeg ønskede, var, at piloten skulle bryde sammen på direkte tv. Han havde trods alt lige kæmpet for både sit og sin kammerats liv i knap en time.

Journalister har et etisk ansvar, når det kommer til kilder, som lige har været udsat for noget traumatiserende. Vi skal vurdere, om kilden er i stand til at bedømme konsekvenserne af at medvirke. Og, tænkte jeg, hvis du lige har landet et fly med en mand under, så må du være i en eller anden form for choktilstand.

Men det var Leif ikke. Han var helt rolig, fattet og klar i blikket. Efterfølgende har jeg tænkt over, at det nok var det karaktertræk, der gjorde, at han overhovedet kunne lave den landing, som reddede Michael Ellegaards liv den aften. 

Derfor endte piloten med at blive interviewet i direkte tv – kun godt en time efter, han havde lavet den farligste landing i sit liv:

01:33 Luk video

Gennemstillingen blev kulminationen på reportagen fra den aften, som for mig personligt stadig står som den vildeste historie, jeg nogensinde har dækket.

Rystende af kulde i 10 graders varme i alt for stor regnjakke og nylonstrømper.

Og Michael Ellegaard – den uheldige faldskærmsspringer? Ambulancen kørte uden udrykning, fordi han var sluppet helt uden men. I dag er hans eneste fysiske minde et mærke om benet på det sted, hvor den line, han hang i, sad og gnavede i en time.

Læs også Hang under et fly i en time: Sådan går det Michael nu

Du kan se alle detaljerne om redningsaktionen i dokumentaren "Fanget under flyveren", som mine kolleger og jeg har lavet for TV 2. Hvis du missede den i tv, kan du streame den lige nu på TV 2 PLAY. Her kommer en smagsprøve: 

00:36 Luk video