Bagmandspolitiet skylder Grundfos penge

Bagmandspolitiet skal betale et ukendt beløb tilbage til pumpevirksomheden Grundfos i en 10 år gammel korruptionssag.

Bagmandspolitiet betaler nu i alt 15,6 millioner kroner tilbage til en stribe danske virksomheder, som kort efter årtusindeskiftet fik konfiskeret store beløb for ulovlig handel med Irak.

Èn af virksomhederne er Grundfos fra Bjerringbro, som, ifølge Ritzaus Bureau, i to tilfælde bestak Irakiske embedsmænd for at opnå ordrer på pumper.

Politiet konfiskerede dengang 75,8 millioner fra de 14 danske virksomheder, men Højesteret har nu fundet frem til, at beløbet var for højt.

Derfor skal blandt andet Grundfos nu have nogle af pengene tilbage, men pumpevirksomheden vil ikke oplyse det præcise beløb.