Bagmandspolitiet: Flere banker kan blive sigtet

Vestjysk Bank er muligvis ikke den eneste jyske bank, der bliver sigtet for kursmanipulation. Bagmandspolitiet har flere anmeldelser liggende fra Finanstilsynet.

 

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og international Kriminalitet, også kaldet Bagmandspolitiet, har en lang række anmeldelser liggende i skuffen. Anmeldelser som fortrinsvis retter sig imod jyske banker og går på kursmanipulation.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har modtaget en lang række anmeldelser fra Finanstilsynet vedrørende banker og en lang række banker i det jyske, siger Hans Fogtdal, vicestatsadvokat i afdelingen for særligt økonomisk og international kriminalitet til TV MIDTVEST.

Anmeldelserne har bagmandspolitiet haft liggende i skuffen, mens de færdiggjorde en anden sag mod EBH-bank og Sparekassen Himmerland. Nu er sagen mod Vestjysk Bank og Sparekassen Himmerland kommet frem, men ifølge Bagmandspolitiet er der mange flere anmeldelser, som nu skal undersøges.

- Jeg må sige, at jeg personligt synes, at det er påfaldende, hvor markant og hvor mange der er involveret i de her ting, siger Hans Fogtdal.

Vestjysk Bank er sigtet

I Vestjysk Banks tilfælde skulle daværende direktør Frank Kristensen have lavet en aftale med Sparekassen Himmerland om at købe hinandens aktier for at holde kursen oppe. 

Sagen mod Vestjysk Bank og Frank Kristensen ruller nu. Banken ønsker ikke at kommentere sigtelsen, før sagen er afgjort.

TV MIDTVEST har i dag snakket med Frank Kristensen, men han afviser at svare på spørgsmål til kameraet. Han siger dog, at sigtelsen kommer bag på ham og at han ikke kan genkende anklagerne.

Mulig forbindelse?

Senere bliver det afgjort, om der skal rejses sigtelse mod andre banker eller bankdirektører. Og der kan være en sammenhæng mellem de mange anmeldelser.

- Jeg synes da, det er ret påfaldende at der er tale om en så lang række jyske banker, der er involveret i de her ting, siger Hans Fogtdal.

Der er endnu ikke rejst tiltale i sagen mod Vestjysk Bank, Sparekassen Himmerland og de to pengeinstitutters tidligere bankdirektører. Strafferammen lyder på helt op til fire års fængsel.