Bageglade børn indsamler over 400.000 kroner

Bageglade børn i Region Midtjylland indsamler i år 423.000 kroner til BørneTelefonen.

En række midt- og vestjyske børn har bagt kager og brød til den store guldmedalje og har samlet over 400.000 sammen til BørneTelefonen.
En række midt- og vestjyske børn har bagt kager og brød til den store guldmedalje og har samlet over 400.000 sammen til BørneTelefonen.
Foto: Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix

Børn og unge har gennem initiativet 'Bag for en Sag' bagt til den helt store guldmedalje og indsamlet 423.000 kroner, der skal gå til at besvare flere opkald på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

- Det er fantastisk, at så mange børn har lyst til at hjælpe de børn og unge, der har det svært. Vi er meget taknemmelige for den flotte indsamling gennem Bag for en Sag, der gør, at vi kan besvare endnu flere henvendelser på BørneTelefonen, så flere børn har adgang til en voksen, der lytter og hjælper, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår i en pressemeddelelse.

265 daginstitutioner, skoleklasser og SFO’er i Region Midtjylland deltog i Bag for en Sag i 2018. Her har børnene bagt og solgt bagværk for 423.991 kroner til fordel for BørneTelefonen. På landsplan er der samlet 2,25 millioner kroner ind og det er ny rekord. Sidste år blev der indsamlet 2,16 millioner kroner.

Projektet har eksisteret siden 2010 og er blandt andet støttet af virksomhederne Matas og Grundtvig. Bag for en sag blev afholdt den 11. oktober 2018.

- Bag for en Sag kunne ikke lade sig gøre uden deltagelse fra børn, forældre, institutioner og samarbejdspartnere. Tusind tak til alle, der har bidraget, siger Rasmus Kjeldahl.