Bænket anfører søger væk fra FC Midtjylland

FC Midtjylland-anføreren Jakob Poulsen vil væk i jagten på spilletid efter sæsonstart på bænken.

Jakob Poulsen
Foto: Ritzau Scanpix / Henning Bagger

FC Midtjylland har accepteret et ønske fra anfører Jakob Poulsen om at søge væk fra klubben.

Det sker efter en sæsonstart, hvor 36-årige Poulsen har siddet på bænken i det midtjyske.

- Jeg føler, der er mere fodbold i mig, og jeg vil gerne slutte karrieren af med aktivt at spille, så nu forsøger vi at finde en løsning på det ved at finde en anden klub til mig, siger Jakob Poulsen i en pressemeddelelse fra FCM.

Sportschef Svend Graversen ville gerne have holdt på midtbanespilleren, der er kendt for sit hårde arbejde, sine præcisere afleveringer og frispark.

- Jakob er et stort ikon, både i FC Midtjylland og i dansk fodbold generelt, så vi respekterer naturligvis Jakobs ønske.

- Vi havde meget gerne beholdt ham og har blandt andet tilbudt ham job i klubben, men han ønsker fortsat at spille fodbold, hvorfor vi er blevet enige om at give Jakob mulighed for at komme til en klub i udlandet eller herhjemme, siger sportschefen.

Jakob Poulsen har spillet 286 kampe for FCM i to perioder fra 2010 til 2012 og igen fra 2014 frem til nu.

Poulsen er ikke en del af truppen til søndagens opgør i Superligaen på udebane mod AC Horsens.

/ritzau/

34:43
Jakob Poulsen har i en alder af 35 år forlænget sin kontrakt med de danske mestre. Han vil blive ved lige så længe, han kan. Men også fordi han lige nu er i tvivl om, hvad han skal lave, når det er slut med fodbold.