Per B genopstiller ikke

Skives tidligere borgmester har besluttet ikke at stille op til det kommende kommunalvalg.

21102013perb.jpg

Det bliver ikke muligt at stemme på Per B. Jeppesen til det kommende kommunalvalg. Skive tidligere borgmester og direktør for Kulturcenter Limfjord har valgt, at han ikke stiller op.

- Jeg har overvejet det grundigt, og vejet plusser op mod minusser. Til sidste endte det med, at der var en lille overvægt af minusser i forhold til at stille op denne gang, siger Per B. Jeppesen til Skive Folkeblad.

Han fortæller til Skive Folkeblad, at hvis han var stillet op på sin egen liste, ville han være blevet ekskluderet af Socialdemokratiet. Et parti han har haft tilknytning til igennem mange år.

- Jeg ved godt, at jeg risikerer at fortryde min beslutning. Men hvis jeg havde stillet op, kunne jeg også være kommet til at fortryde det.

Per B. Jeppesen trak sig fra byrådet i Skive i november 2011 efter at være blevet sigtet for økonomisk kriminalitet.

I november 2012 fik han et halvt års betinget fængsel for blandt andet bedrageri og bedrageriforsøg. Desuden fik han 120 timers samfundstjeneste.