Per B.: Anklageskrift offentliggjort

Per B.: Anklageskrift offentliggjort

Midt- og Vestjyllands Politi har offentliggjort sit anklageskrift mod den tidligere direktør for Kulturcenter Limfjord, Per B. Jeppesen. Han er tiltalt for bedrageri, forsøg på bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk for i alt 160.000 kroner

I november sidste år blev Per B. Jeppesen fyret som direktør for Kulturcenter Limfjord.

Senere indrømmede han selv, at han havde overført 62.000 kroner fra Kulturcentrets konto til sig selv, for at betale erstatning i en sexchikanesag.

Nu er Midt- og Vestjyllands Politi færdig med anklageskriftet mod den tidligere direktør og Skive-borgmester. Et anklageskrift, der dog anklager ham for flere tilfælde af økonomisk kriminalitet, end dem han selv har fortalt om.

Oplyste forkert kontonummer

I juli 2011 skulle Per B. Jeppesen ifølge anklageskriftet have forsøgt at få penge, der skulle udbetales som støtte til et folkedanserarrangement, indbetalt på hans egen private konto.

Skive Kommune ville give 75.000 kroner til folkedanserstævnet Barnleg, der skulle afholdes i Kulturcenter Limfjord.

Per B. Jeppesen lavede en falsk faktura med hans eget kontonummer, som han sendte til Skive Kommune. Af fakturaen fremgik det, at den var udstedt af Henrik Bjerre, hvilket dog ikke var rigtigt.

Det mislykkedes dog for Per B. Jeppesen at få udbetalt pengene. Kommunens elektroniske betalingssystem genkendte Kulturcentrets CVR-nummer, og overførte automatisk pengene til firmaets NEM-konto.

Fik privat fest betalt

Ifølge anklageskriftet fik Per B. Jeppesen i maj 2011 også betalt en privat familiefest, ved at forhøje regningen fra et sponsormøde med 14.000 kroner.

Den oprindelige regning for sponsormødet var på 35.000 kroner. Men efter aftale med Henrik Bjerre, blev regningen forhøjet til 49.000 kroner, for at den også kunne betale for en fest, som Per B. Jeppesen havde holdt i Kulturcentret.

I dette forhold er Henrik Bjerre også tiltalt.

Anklageskriftet rummer også en anklage om mandatsvig, da Per B. Jeppesen i juli 2011 udenom Kulturcentrets bogholderi solgte et hegn, der tidligere var opstillet omkring centret, for 7.000 kroner. Penge, som han stoppede ned i sin egen lomme.

Og så undlod Per B. Jeppesen i juli 2011 også at aflevere indholdet af møntautomaterne i Kulturcentret til bogholderiet, hvilket gav ham 4.000 kroner.

Læs hele anklageskriftet her