Awardshow sender Thisted markant frem på idrætsliste

Awardshowet Thy Awards får en stor del af æren for, at Thisted Kommune på fire år er rykket 25 pladser op på Danmarks Idrætsforbunds liste over landets mest idrætsvenlige kommuner.

Den 16-årige svømmer Katrine Bukh Villesen vandt i 2016 prisen som Årets Sportsnavn ved Thy Awards.

Thisted Kommune er Nordjyllands bedste idrætskommune, viser en omfattende undersøgelse fra DIF, som blev præsenteret for en måned siden. I 2013 lå kommunen placeret som nummer 38, mens de i år er nummer 13. Den positive udvikling begrunder kommunen især med Awardshowet 'Thy Awards', som løber af stablen for fjerde gang den 2. februar 2018 i Thy Hallen, og som netop nu er ved at blive planlagt.

- Vi begynder at mærke nu, at vi er blevet en attraktiv idrætskommune, fortæller Ole Jørgensen, sektionsleder i fritidsafdelingen. 

- Vi får mange henvendelser fra andre kommuner og organisationer, der gerne vil vide, hvad det er, vi har gjort. Ligeledes oplever vi ofte at blive fremhævet på diverse konferencer for vores tiltag. Bl.a. er der ofte stor beundring af vores ekstraordinære flotte hyldest til foreningslivet THY AWARDS, siger han.

- Det er fedt med en kommune, der går all-in på at hylde heltene ude i foreningslivet. Med det her koncept siger vi jo ikke tak - vi råber tak!

- Morten Manaa Christensen, medarrangør, Thy Awards

 

Midt- og Vestjyllands mest idrætsvenlige kommuner:

2: Skive
6: Herning
13: Thisted
17: Viborg
23: Lemvig
26: Vesthimmerland
28: Favrskov
35: Holstebro
48: Ringkøbing-Skjern
51: Ikast-Brande
74: Silkeborg
78: Morsø
87: Struer

Kilde: DIF

Awardshow gør det sjovere

Netop hyldest-showet til foreningerne og de lokale sportsfolk, som præsterer på højeste niveau, bliver fremhævet som en af de mange tiltag, der har gjort det sjovere at være foreningsleder i Thisted Kommune igennem de seneste fire år, og som medarbejderne i fritidsafdelingen har søgt og fået hjælp til at udvikle af den lokale Morten Manaa Christensen, der flyttede til Thy i 2015 og har erfaring og kontakter fra showbizz.

- Når kunstnerne hører om dette sympatiske arrangement, er de vildt begejstrede og stiller gerne op, siger Morten Manaa Christensen og tilføjer,

- Det er fedt med en kommune der går all-in på at hylde heltene ude i foreningslivet. Med det her koncept siger vi jo ikke tak. Vi råber tak, fastslår han. 

Hyldest-showet er en udløber af eliteidrætspolitikken, som havde et punkt omkring udvikling af en 'Sportsgalla' med samlede priser, påskønnelse og anerkendelse af foreningens helte. Lignende shows findes også i blandt andet Viborg, mens det landsdækkende Sportsgalla-show løber af stablen i Boxen i Herning hvert år i januar.  

Fire års hårdt arbejde

I 2012 blev der på baggrund af Thisted Kommunes midterplacering udarbejdet en ny fritidspolitik, hvor over 50 aktive foreningsledere fra Thy’s idræts- og foreningsliv deltog på tæt hold. Det blev blandt andet afsættet til en ansøgning til Kulturministeriet og Nordeafonden om at blive ”Breddeidrætskommune”, som blev efterkommet i 2014-2016. Ligeledes lagde den nye fritidspolitik fra 2012 også grobund for udarbejdelsen af en decideret ”Eliteidrætspolitik” i 2013.

LÆS hele DIF's kommuneundersøgelser af Idrætsforeningerne i Danmark 2017 her.