Avis: Flere fra trænerstab vil væk fra FCM

Avis: Flere fra trænerstab vil væk fra FCM

En træner og en fysioterapeut ønsker at forlade FC Midtjylland, erfarer Ekstra Bladet. Sportsdirektør afviser rygterne.

Flere fra trænerstaben i FC Midtjylland siger nu stop og forlader klubben. Det skriver Ekstra Bladet torsdag.

Det drejer sig om A+-træner Lars Friis, der sammen med assistenttræner Brian Priske har haft ansvaret for Superliga-mandskabet siden Glen Riddersholms exit for 14 dage siden.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Vi har brug for ro til vores arbejde, indtil der er ansat en ny cheftræner, siger Lars Friis.

Derudover drejer det sig om klubbens fysioterapeut, Nicklas Falkesgaard, der med undtagelse af en kort ansættelse hos AGF har været fuldtidsansat i FCM siden 2009.

Sportsdirektør Claus Steinlein afviser, at de to har opsagt deres stilling. Ifølge Ekstra Bladet skyldes det dog, at sportsdirektøren ikke vil modtage deres opsigelser.

Utilfreds med ledelsen

Som med Glen Riddersholm skriver Ekstra Bladet, at opsigelserne kommer som konsekvens af en manglende ledelse i klubben. Angiveligt har man efter Riddersholms opsigelse lagt låg på problemerne i stedet for åbent at italesætte, hvad Riddersholm insinuerede umiddelbart efter sin opsigelse.

Lars Friis udtaler til Herning Folkeblad, at han ikke har afleveret sin opsigelse til den sportslige ledelse, men at han overvejer sin fremtid i FCM.

04:34 Luk video

Mere om FCM-miseren her.