Autoreddere frygter uopmærksomme bilister

For mange bilister overfor autohjælperne. Foto: SOS Dansk Autohjælp

Autoreddere frygter uopmærksomme bilister

​De er der for at hjælpe, men ender alt for ofte i en farlig situation.

De står langs vejene for at hjælpe, når der for eksempel sker en ulykke, eller hvis en bil er brudt sammen. Både på landeveje og motorveje. Men de er utrygge ved deres arbejde.

64 procent af redderne fra SOS Dansk Autohjælp har været nødt til at springe til siden for ikke at blive ramt af en uopmærksom bilist i løbet af det seneste år. Det viser en undersøgelse, som SOS Dansk Autohjælp har lavet i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik.

Det skyldes, at bilisterne ganske enkelt ikke er opmærksomme på personerne ved siden af vejen, og i nogle tilfælde går det også galt.

Det hænder altså, at vores reddere bliver ramt af et sidespejl eller det, der er værre, hvis de ikke når at springe til side

Keld Jeppesen, Distriktsstationsleder i SOS Dansk Autohjælp

28 procent af redderne fortæller, at de har fået påkørt deres afspærringer og seks procent har fået påkørt deres redningskøretøj. Samtidigt siger næsten en ud af ti, at de selv har prøvet at blive ramt.

- Vores reddere oplever alt for tit, at uopmærksomme bilister kører meget tæt på, når redderne arbejder på vejen. Det er især på motorvejene, at de farlige situationer opstår, og så hænder det altså, at vores reddere bliver ramt af et sidespejl eller det, der er værre, hvis de ikke når at springe til siden, fortæller distriktsstationsleder i SOS Dansk Autohjælp, Keld Jeppesen, i en pressemeddelelse.

Uopmærksomhed er et problem

Imellem 2011 og 2015 blev 52 personer dræbt ved uopmærksomhedsulykker i Midt- og Vestjylland. Det er det højeste tal for hele landet.

Det bekymrer Rådet for Sikker Trafik.

- Når man har øjne og fokus på andet end trafikken i blot få sekunder, så udgør man en stor risiko for sig selv og andre på vejen. Man reagerer langsommere, hvis der opstår en kritisk situation eller opdager måske for sent, at der er kø forude eller redningsfolk, som arbejder på vejen. Det er vigtigt, at flere holder fokus på trafikken, når de sidder bag rattet, siger seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, Lisbeth Sahl. 

Midt- og Vestjylland indtager en trist førsteplads. Foto: Rådet For Sikker Trafik