Automatisk styring af Vilsundbroen droppes

Transportminister Hans Chr. Schmidt dropper automatiseringen af Vilsundbroen.

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Planerne om at automatisere broklapperne på Vilsundbroen bliver nu droppet. 

Efter pres fra både lokale borgmestre og folketingsmedlemmer har Transportminister Hans Chr. Schmidt  droppet automatiseringen af Vilsundbroen.  

– Det glæder mig, at transportministeren har lyttet til den lokale kritik, som jeg også selv har viderebragt fra mit besøg på Vilsundbroen i mandags, og som flere lokale har rejst over for mig. Ingen kunne være tjent med, hvis trygheden og sikkerheden blev forringet. Og det har der været lokal bekymring omkring, siger Torsten Schack Pedersen i en pressemeddelse. 

Simon Kollerup fra Socialdemokraterne og Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti glæder sig også over Transportministerens beslutning: 

- Det er Tage og hans kolleger som brovagter på Vildsundbroen, som bør tilskrives sejren her, ikke nogen af os som folketingspolitikere. Brovagterne stillede sig frem og med risiko for fyringer og alting gjorde opmærksom på det her alvorlige problem. Det aftvinger min dybeste respekt, siger Simon Kollerup. 

Han bakkes op af Ib Poulsen: 

- Det er jeg super tilfreds med. Jeg var en af de første, der tog sagen op og sendte Transportministeren nogle spørgsmål. Det er lykkedes at vride armen om på Transportministeren, og det glæder mig, siger Ib Poulsen og fortsætter: 

- Det er vigtigt fordi det ville have betydet dårligere service, hvis det skulle fjernstyres ovre fra København. Det slipper vi for nu og det er godt. 

Selvom automatiseringen indtil videre altså er droppet mener Simon Kollerup dog ikke sagen slutter her: 

- Til gengæld bekymrer Venstres zigzag-kurs mig. Den ene aften kunne vi høre på TV-Midtvest, at Venstre nærmest var levende heppekor for en automatisering af broen, men nu er de så vendt på en tallerken. Man skal ikke være efter de omvendte, men jeg tillader mig dog en umiddelbar bekymring for, hvad de kan finde på i sagen her. For automatiseringen lever jo videre som forsøgsordning, og det må jo betyde, at Venstre egentlig gerne ser en automatisering af broen.

Forsøgsordning i 2020 

Vejdirektoratet laver i stedet en forsøgsordning på Kronprins Frederiks bro fra 2020, så man kan blive klogere på, om det faktisk virker, inden man beslutter, om man vil gå videre med planerne. 

– Frem for fra start at beslutte, at man gør det på alle fire broer, synes jeg det er bedst, at vi starter med en forsøgsordning på én bro. Hvis det så går godt, går vi videre med de øvrige broer.  siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

Forsøgsordningen vil blive evalueret ved udgangen af 2020, inden der træffes beslutning om eventuelt at inddrage andre personbetjente broer i ordningen.