Automatisk organdonation: Derfor siger Det Etiske Råd nej

Et stort flertal i Det Etiske Råd er imod automatisk organdonation. Det handler om ejendomsret til kroppen.

Herdis Hansen er medlem af Det Etiske Råd fra 2017 til 2019.
Herdis Hansen er medlem af Det Etiske Råd fra 2017 til 2019.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Politikerne lytter i høj grad til Det Etiske Råd - også i debatten om automatisk organdonation. 14 ud af rådets 17 medlemmer stemmer imod borgerforslaget om automatisk organdonation. Et af de medlemmer, der vender tommelen ned, er sygeplejerske og hospicechef på Ankerfjord Hospice Herdis Hansen.

-  Det er vigtigt, at vi tager et bevidst valg i forhold til organdonation, og så vil jeg også stadigvæk gerne blive ved med at have ejendomsret over min egen krop og mine egne organer. Det skal ikke være staten, der ejer dem, siger hun.

- Når jeg har truffet det her valg, så har jeg forhåbentligt også haft en dialog med mine nærmeste pårørende, sådan at de kender min holdning, så det ikke bliver dem, der skal træffe en afgørelse, når og hvis jeg bliver erklæret hjernedød.

Herdis Hansen påpeger, at mere information i stedet er vejen til flere organer. 

-  Vi skal blive meget, meget bedre til at informere og give vores medborgere et godt og oplyst grundlag at træffe beslutninger på.

- Allerede nu, der er der jo en organdonationsdag. Det kunne man jo udvide til en uge som for eksempel Knæk Cancer gør.

Herdis Hansen mener også, at medierne skal være med til at komme med de gode historier og fortælle, at når man donerer organer, så er man med til at give liv til mennesker, som er i en alvorlig, kritisk tilstand.

Mellem 85 og 90 procent af danskerne går ind for organdonation, men kun 22 procent over 18 år har registreret deres holdning i det nationale donorregister.

Her kan du registrere dig som organdonor.

5:53
Se tv-indslag om organdonation.