Autocamper totalt udbrændt i Herning

Af ukendte årsager brød en autocamper sidst på eftermiddagen i brand i Herning.

Autocamperen udbrændte fuldstændigt.
Autocamperen udbrændte fuldstændigt.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Fredag eftermiddag udbrød der brand i en autocamper på Grøndalsvej i Herning. 

- Bilen begynder at køre lidt underligt. Han holder ind til siden og få minutter efter brænder den, og ganske kort tid efter er den overtændt, fortæller indsatsleder ved Brand og Redning Midtvest, Anders Gjørret. 

Redningsmandskabet var allerede på vejen, fordi de havde været ude på en anden opgave, og de var hurtigt fremme på stedet, men da havde flammerne allerede godt fat i bilen.

- Den var fuldstænding overtændt, da vi landede. En stor ildkugle, kan man sige. Vi kunne se røgen inde fra Herning, så vi vidste godt, hvilken vej vi skulle, lyder det fra indsatslederen.

- Idet vi lander herude, hører vi en mindre eksplosion, som er en gasflaske, der har været i autocamperen. Det tager vi forbehold for, og så går vi gang med at slukke den.

Autocamperen var ifølge indsatslederen kun et år gammel. Han har ikke noget bud på, hvorfor den brød i brand.

- Jeg tør ikke svare på det. Det er startet under motorven, så vidt jeg kan forstå. Men jeg aner ikke, hvad der har antændt den, slutter Anders Gjørret.

0:33
Af ukendte årsager brød en autocamper sidst på eftermiddagen i brand i Herning