Auri: Spillerne bliver ved med at få blackouts

Auri Skarbalius er utilfreds med Viborg-spillerne efter nederlaget til FC Midtjylland og truer med ændringer.

Viborg er sidst i Superligaen efter mandagens nederlag på 2-5 til FC Midtjylland, og cheftræner Auri Skarbalius langer efter lussingen ud efter sine spillere.

- Indtil FC Midtjyllands andet mål fungerede vi, som vi gerne ville. Men lige pludselig kommer de her blackouts, som vi bare bliver ved med at lave.

- Og som jeg har sagt til spillerne; Bliver vi ved med at lave dem, er det fortjent, at vi spiller i 1. division i næste sæson, siger Skarbalius og truer med ændringer til de kommende kampe.

- Hvis spillerne bliver ved at lave de samme fejl, er de bare ikke dygtige nok. Sådan er det. Så kan vi blive nødt til at skifte dem ud, der laver fejlene.

Viborg stillede til derbyet op i en uvant 5-4-1-formation og holdt fast i den i 65 minutter.

- Vi har trænet på den formation for at komme til at stå lidt tættere på vores eget mål og for at lukke rummene bedre ned for modstanderne.

- Jeg er i bund og grund tilfreds med, hvordan det fungerede, og det kan godt være, vi kommer til at bruge den igen fremover.

Viborg står over for bundrivalerne AGF og Sønderjyske i sine kommende opgør, og Skarbalius holder hovedet højt.

- Vi skal vise tro og mod, og vi skal være professionelle i alt, hvad vi foretager os. I dag gør det virkelig ondt, men om et par dage skal vi videre og se fremad.

- Tabellen lyver ikke, men så længe det er teoretisk muligt at blive oppe, bliver vi ved at tro på det, siger Viborg-træneren.

/ritzau/