Auri Skarbalius: Vi var for ukoncentrerede

Auri Skarbalius: Vi var for ukoncentrerede

Viborg tabte søndag med 1-3 på udebane til Randers. Auri Skarbalius' hold er stadig under nedrykningsstregen.

Viborg tabte søndag 1-3, da holdet mødte Randers FC på udebane i Superligaen. Efter kampen var Viborg-træner Auri Skarbalius skuffet over nederlaget, og irriteret over at hans spillere manglede fokus i de afgørende situationer:

- I dag manglede vi koncentrationen, og det er der ikke tid og plads til i Superligaen. Vi står på hælene og er ukoncentrerede ved Randers' to første mål, og det bliver vi straffet for i dag, fortæller Skarbalius.

Randers FC bragte sig allerede foran efter seks minutters spil, og selvom Viborg ikke kom frem til de store chancer, så mente Skarbalius alligevel, at holdet spillede en god kamp.

- Vi kom tilbage i kampen efter Randers' første mål, og vi kontrollerede tingene. Vi skabte hele første halvleg, vi havde bolden, og vi turde spille, og derfor irriterer det mig, at vi ikke var farlige nok i Randers-feltet, fortæller Viborg-træneren.

Viborgs angriber Thomas Dalgaard er ikke helt enig i sin træners vurdering af kampen, og han erkender efterfølgende, at det var et fortjent nederlag:

- Det var fortjent, at Randers vandt. De var skarpere end os, og vi var ikke farlige i dag. Vi var ikke skarpe nok i de sidste afleveringer, og så vinder man ikke fodboldkampe, fortæller Thomas Dalgaard.

Thomas Dalgaard er topscorer i Superligaen, og har scoret 16 mål for Viborg. Søndag kom han i uheldig fokus, da Randers' første mål blev noteret som et selvmål af Dalgaard:

- Det var et irriterende selvmål. Det var et hurtigt indlæg fra Jonas Kamper, og jeg forsøgte at dirigere bolden over målet, men det lykkedes ikke, fortæller topscoreren.

/ritzau/