AU Herning laver online-ingeniøruddannelse

Fra august 2015 opretter Aarhus Universitet i Herning opretter online-elektronikingeniøruddannelse.

karo-AU-Herning.jpg

Studér, når du vil, og hvor du vil. Det er princippet bag den nye online elektronikingeniøruddannelse på Aarhus Universitet, der udbydes fra august 2015 som supplement til de to øvrige elektronikingeniøruddannelser i henholdsvis Aarhus og Herning.

- Vi giver vores studerende muligheden for at modtage undervisning via moderne medieteknologi derhjemme. De modtager en videoforelæsning og en litteraturliste, så de kan studere, når det passer dem bedst. Efterfølgende gennemgås materialet som traditionel forelæsning eller klasseundervisning, hvor de har mulighed for at deltage online, siger Mikael Bergholz Knudsen, udviklingschef, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Inspiration fra amerikanske eliteuniversiteter

Al undervisning vil blive tilrettelagt virtuelt på baggrund af en læringsmetode med navnet Flipped Classroom, som er udviklet på amerikanske eliteuniversiteter og afprøvet i et pilotprojekt på Aarhus Universitet i 2013 og 2014 blandt studerende på udvalgte ingeniøruddannelser.

Metoden bytter så at sige rundt på de studerendes forberedelsesfase og den klassiske forelæsning og klasseundervisning.

- Vi ved, at der er mange mennesker rundt omkring i Danmark, som beskæftiger sig med elektronik med en eller anden form for teknisk uddannelse i bagagen.  Vi vil gerne give dem muligheden for at tage en ingeniøruddannelse, uden at de behøver at kvitte jobbet, rykke familien op og flytte i nærheden af campus, siger Mikael Bergholz Knudsen.