Atomlosseplads som mindesmærke

Den kommende atomlosseplads kan blive meget synlig på overfladen. Lige nu arbejder et udvalg med at lave affaldsdepotet til et mindesmærke.

I Midt- og Vestjylland er der blevet udpeget tre mulige stedet til den kommende atomlosseplads. Hvidbjerg på Thyholm og to steder i Skive Kommune. Forslaget er blevet mødt med stor skepsis, men nu er der planer om at gøre lossepladsen til et stort monument. Symbolikken er, at affaldsdepotet ligesom vikingeborgene er et mindesmærke over en svunden tid.

- Der er besluttet for mange år siden, at vi ikke skal have atomkraft, og forsøgsanlæggene er nedlagt, så det er ligesom afslutningen på en epoke, der bliver symboliseret ved at lave en form for symbolsk monument, forklarer Ole Kastbjerg Nielsen, der er direktør for Danske Dekommissionering.

Danske Dekommissionering er en institution under Videnskabsministeriet, der arbejder med forslaget, og de har fået inspiration til ideen ved at se på det internationale symbol for atomkraft og på de danske vikingeborge. De to ting ligner hinanden så meget, at depotet kan udformes som en stor vikingeborg med en diameter på 150 meter. Planen er at der ved monumentet skal være et besøgslokale til 25 gæster og et kontrolrum. Ideen bliver mødt af skepsis af de måske kommende naboer:

- Den ide må de altså længere ud på landet med. Vi ved jo godt, at der ikke er nogle af de seks områder, der er udpeget, der vil tage imod affaldet, og det hjælper ikke at pakke det ind i kunst, mener Henrik Ørnstrand fra Hvidbjerg ved Skive

Heller ikke museumsinspektøren fra Skive Museum kan forstå ideen og koblingen mellem atomkraft og vikingeborge

- Det har jo absolut intet med hinanden at gøre. For mig er det salgsargument, siger Anne Birgitte Jessen.

Kun et enkelt lighedstræk kan museumsinspektøren få øje på.

- Der er selvfølgelig mange, der tænker død og ødelæggelse, når de hører ordet vikingetid. Der kan atomkraft give nogle af de samme tanker.

Se herunder flere reaktioner på det nye forslag:

 

01:54 Luk video