Asylansøgere tjekker ud

I de seneste måneder har der boet flygtninge i midlertidige asylcentre på Jegindø og i Herning, men i dag bliver der lukket ned.

asyltjekud.jpg

I november flyttede 180 asylansøgere ind i Beredsskabsstyrelsen Midtjyllands lokaler i Herning. I december fulgte Jegindø trop - her flyttede 34 ind på den gamle efterskole på øen.

Men fra i dag er det slut med at have midlertidige asylcentre på både Jegindø og i Herning. Begge centre har været drevet af Vesthimmerlands Kommune.

- Siden det hele kom på plads, er det gået rigtig godt. Det har været nogle meget glade og taknemmelige mennesker, vi har haft heroppe, siger Vibeke Møller, der har været netværksmedarbejder ved asylcentret på Jegindø.

Også Murad Lufti, der har boet på centret, ser tilbage på opholdet med glæde. Eneste minus har været øens beliggenhed.

- Det er langt fra byen, så her er en lille smule kedeligt, men folk har behandlet os rigtig pænt, og de har gjort, hvad de kunne for at hjælpe os, siger han.

De asylansøgere, der har været indkvarteret i Herning og på Jegindø, flytter nu til Fredericia, hvor de skal bo på et permanent asylcenter.