Asylansøger truede med køkkenkniv

En mand fra asylcenteret i Hanstholm blev søndag anholdt for gentagende gange true andre med en 19 cm lang køkkenkniv.

asyl250913.jpg

Uenigheder mellem to asylansøgere fra asylcenteret i Hanstholm endte søndag aften med, at den ene truede den anden med en stor køkkenkniv. Efter episoden fortalte den forurettede, en 19-årig mand, personalet om kniven. En medarbejder fra asylcenteret kørte derefter hjem til den 25-årige gerningsmand for at finde ud af, hvad der var sket.

Truede medarbejder

Da medarbejderen møder den 25-årige gerningsmand, bliver også han truet med kniven og må søge tilflugt i en bil.

- Det er klart det er alvorligt fordi, de begge bliver truet med en stor køkkenkniv, siger Poul Vestergaard-Lau fra Lokalpolitiet i Thisted.

Den 25-årige gerningsmand bliver fremstillet i et grundlovsforhør mandag.