Asylansøger taber ankesag i landsretten

En 34-årig asylansøger brød sin pligt til at opholde sig på Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland, nu er han dømt i landsretten.

En 34-årig nigerianer har brudt reglerne om meldepligt på Kærshovedgård i sammenlagt 580 dage.
En 34-årig nigerianer har brudt reglerne om meldepligt på Kærshovedgård i sammenlagt 580 dage.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En 34-årig asylansøger fik ikke noget ud af at anke en dom for brud på opholds-, melde- og underretningspligten. Vestre Landsret har stadfæstet dommen fra Retten i Herning.

Den nigerianske mand idømmes således 60 dages fængsel og udvisning af landet. Sagen blev anket til landsretten med henvisning til, at underretningspligten strider imod de almindelige retsgarantier.

Man kan ikke forpligtes til at anmelde egne lovovertrædelser, lød argumentet. Men ligesom byretten afviste landsretten argumentet.

Asylsøger droppede udrejsecenter for at tage sig af syg kæreste

En 34-årig asylansøger brød sin pligt til at opholde sig på Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland for at passe sin syge kærestes barn.

Det forklarer manden, der er fra Nigeria, da han mandag afgiver sin forklaring i Vestre Landsret.

- Jeg tog til Valby til min kæreste. Hun var ofte på sygehuset, og så passede jeg hendes seksårige søn, forklarer manden.

I Retten i Herning blev han i marts idømt 60 dages fængsel for at have brudt sin opholds-, melde- og underretningspligt på det midtjyske udrejsecenter.

De tre pligter var han underlagt, fordi han i 2016 blev idømt tre måneders fængsel og udvisning af landet i en sag om besiddelse af narko.

Hans advokat ankede dommen for brud på underretningspligten til landsretten.

Man kan ikke forpligte nogen til at underrette en myndighed om sit ulovlige fravær. Det vil være i strid med menneskerettighedskonventionen og forbuddet mod selvinkriminering, lyder argumentet.

Men anklager Lisbeth Weiss køber ikke argumentationen.

- Det er en underretning, der skal gives, forud for at man ikke er til stede. Man kan jo få en tilladelse til ikke at være der, hvis man har en undskyldning. Derfor mener jeg ikke, det er i strid med forbuddet mod selvinkriminering, siger hun.

Anklageren henviser til, at man kan søge dispensation fra opholds- og underretningspligten. Men det gjorde den tiltalte ikke.

Ifølge anklageskriftet brød den tiltalte reglerne i sammenlagt 580 dage i løbet af 2017 og 2018.

Den tiltalte har erkendt, at han var fraværende, men siger, at han flere gange ringede til vagterne på udrejsecentret og fortalte, at han ikke kom.

Grunden var ifølge mandens forklaring, at hans kæreste i Valby var og fortsat er alvorligt syg af leukæmi og ofte er på sygehuset.

Hun er nu i behandling for sin kræftsygdom.

I august sidste år fødte hun en søn, som den tiltalte er far til. Det er ifølge forsvarsadvokat Synnøve Falk-Rønne en afgørende grund til, at landsretten skal ændre den tidligere udvisningsdom.

Men det afvises af anklageren, der vil have udvisningen stadfæstet.

- At han vælger at stifte familie, efter han er blevet udvist, må stå for hans egen regning. Vi kan ikke tillægge det betydning, at han har kæreste og fået et barn i Danmark, siger hun.

2:44
50 personer er blevet idømt bøder for ikke at overholde meldepligten på Kærshovedgård. Kun én har betalt bøden.