Askesky hindrer redningsmissioner

Askeskyen, der siden torsdag har sat en stopper for flytransport i Danmark, har foreløbig forhindret Flyvertaktisk Kommando i at udføre 11 redningsmissioner.

Flyvetaktisk Kommando med base i Karup har foreløbig måtte afvise at rykke ud til 11 forskellige redningsmissioner, siden askeskyen fra Island torsdag lagde sig over dansk luftrum. De 11 missioner omfatter eftersøgninger, patientevakueringer og ambulanceflyvninger mellem hospitaler.

- Der er tale om nogle eftersøgningsmissioner, hvor politiet normalt beder om støtte til at vi med helikopter kan hjælpe med at lede efter personer over land. Men i den konkrete situation er vi nødt til at sige, at politiet må sætte ekstra mandskab ind eller løse opgaven på anden vis. Vi kan ikke støtte, siger oberstløjtnant ved Flyvertaktisk Kommando Kern Oddershede til TV/MIDT-VEST.

Blandt de missioner, som Flyvertaktisk Kommando har måttet afvise at deltage i, er en anmeldelse om et ensomt surfbræt på havet, en tom kano i en å samt eftersøgningen af en dement kvinde. Flyvertaktisk Kommando tager dog stilling fra sag til sag.

Hør interview med oberstløjtnant Kern Oddershede: