To års fængsel til pengefalskner

En 36-årig mand fik i dag to års fængsel for at have brugt 50 falske pengesedler i Midtjylland og på Sjælland.

38.500 kroner - så mange falske kroner i pengesedler har 36-årige Ole Henning Fabricius brugt eller forsøgt at bruge i adskillige butikker landet over.

Det kostede i dag ved Retten i Viborg.

Ole Henning Fabricius, som tidligere har boet på Viborg-egnen, fik to års ubetinget fængsel for at have brugt de falske penge.

 - Jeg er rigtig godt tilfreds med dommen. Det var det, som jeg havde lagt op til, siger anklager Per Kiel Lauritsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 36-årige skal desuden betale erstatning til de butikker, hvor han har brugt de falske pengesedler.

Systematisk snyd

Dommeren lagde i sin begrundelse for dommen vægt på, at det drejede sig om et stort antal pengesedler.

Desuden forsøgte Ole Henning Fabricius at afsætte pengene systematisk ved at køre rundt til forskellige butikker for at veksle de falske pengesedler til varer og kontanter.

50 falske pengesedler

Ole Henning Fabricius brugte falske 1000-kroner-sedler 27 forskellige steder på Sjælland.

Desuden forsøgte han sig med 23 falske 500-kroner-sedler i butikker i Midtjylland. Det forsøgte han blandt andet på McDonalds i Viborg, hvor en snarrådig ekspedient dog afviste den falske seddel.

Sedlerne var trykt på almindeligt papir og fremstillet på en ganske almindelig printer. Retten fandt det ikke beviseligt, at det var Ole Henning Fabricius, der havde produceret sedlerne.

Ole Henning Fabricius har anket dommen til landsretten.