Arriva indstillede buskørsel efter stenkast

Stenkast mod en af selskabets busser fik lørdag Arriva til at indstille kørslen på en rute mod Gullestrup lidt udenfor Herning.

Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Busselskabet Arriva fik i går nok, efter der blevet kastet sten mod selskabets busser i Gullestrup lidt udenfor Herning. Først kørte busserne tilbage til Herning og bagefter besluttede selskabet at indstille kørslen.

Det skriver Herning Folkeblad og oplyser, at det er sket før i området.

- Der er vel femte gang, at det sker. Heldigvis har forruden to lag glas, og det var igen kun det yderste lag, der blev knust. Man kaster man hårdt nok, kan begge lag glas blive knust, forklarer Hans Agerup, der er arbejdsmiljørepræsentant hos Arriva til Herning Folkeblad.

Arriva håber, at reaktionen vil betyde, at der kommer mere respekt om deres arbejde, og at det vil give en effekt.

- Det er en metode, som man har anvendt med succes i Aarhus, hvor de havde lignende problemer. Her blev hele bydelen opmærksomme på problemet, da der pludselig ikke kom en bus, og det fik de lokale til selv at løse problemet med de unge stenkastere. Det kan man jo håbe også sker her, siger Hans Agerup til avisen. 

Arbejdsmiljørepræsentanten oplyser, at de ikke ved, hvem der har kastet stenene.