Årets Fund er fra Sunds

18-årige Mikkel Skov fra Sunds Seahawks er kåret til Årets Fund i den bedste danske floorballrække.

Ved DM-finalerne i floorball blev prisen som Årets Fund i Danmark uddelt, og den gik til 18-årige Mikkel Skov fra Sunds Seahawks FC.

Det er de danske ligaklubber, der stemmer om, hvem der skal hædres, og det har også stor betydning for den 18-årige spiller, at netop modstanderne har kåret ham.

- Det er et kæmpe skulderklap, fordi det er de andre klubber, der har stemt. Det er det største at blive valgt af "kollegerne", siger Mikkel Skov om prisen.

Stort talentarbejde

For Sunds Seahawks er titlen en anderkendelse af mange års hårdt ungdomsarbejde. Sunds Seahawks' meget unge seniorhold kom ikke med i DM-slutspillet, men halvdelen af holdet er U19-spillere, så klubbens formand er alligevel godt tilfreds.

- Det er fantastisk, at vi nu bliver hædret med en pris som Årets Fund. Vi arbejder ihærdigt på at skabe en ungdomsafdeling, hvor der først og fremmest er plads til alle. Men vi arbejder også for at skabe rammer, hvor den enkelte spiller kan udvikle sig, siger formand for Sunds Seahawks Per Skov.

Klubben har i alt fire spillere på U19-landsholdet. I begyndelsen af året lavede TV MIDTVEST et portræt af Mikkel Skov. Se det i artikelvideoen.

01:55 Luk video