Arbejdsulykke på Siemens

Arbejdsulykke på Siemens

Faldt 4,5 meter ned, landede på et betongulv og brækkede hånd og bækken. Arbejdstilsynet skal nu undersøge omstændighederne ved ulykken.

Omkring midnat mellem torsdag og fredag faldt en 28-årig mand fra Brande ned, da han var ved at arbejde på en nacelle hos Siemens Wind Power i Brande. En nacelle er hatten på en vindmølle. 

Den 28-årige medarbejder faldt fire en halv meter ned og brækkede højre hånd og fik brud på højre hofte, oplyser vagtchef Keld Nedergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Arbejdstilsynet skal nu undersøge ulykkesstedet.

Pressechefen på Siemens Wind Power, Tanja Thorsteinsson oplyser at den 28-årige medarbejder stadig er indlagt, men at han efter omstændighederne har det godt og at han ikke har været i livsfare. Siemens Wind Power undersøger nu, hvordan ulykken kunne ske.