Arbejdstilsyn kunne ikke give forklaring

Politiet og arbejdstilsynet foretog fredag formiddag undersøgelser på gården, hvor tre søstre i går blev ramt af en ulykke.

halmulykke6.jpg

Der vil formentlig gå flere dage, før politiet kan få klarhed over, hvad der skete, da to piger mistede livet og en tredje blev kvæstet under en ulykke med hø-baller. Fredag formiddag var arbejdstilsynet nemlig med politiet ude på gården, men det gav ikke yderligere spor at gå efter, oplyser vicepolitikommissær Bjarne Højgaard til TV/MIDT-VEST.

Undersøgelserne på gården vil munde ud i en rapport fra arbejdstilsynet i løbet af en uges tid, og politiet laver ikke flere undersøgelser fredag. Forældrene til de kvæstede piger bliver ikke afhørt, før der er faldet tilpas meget ro over situationen. Lige nu får de ro til at være hos den seks-årige lillesøster, der stadig er i kritisk tilstand på sygehuset i Aarhus.

Ifølge Bjarne Højgaard har politiet en formodning om, hvad der kan være sket, men understreger, at man ikke vil begive sig ud i gætterier i så alvorlig en sag. Derfor holdes kortene tæt til kroppen.