Arbejdstilsyn efter dødsulykke: Sikkerhed ikke i orden

En ulykke den 2. september skete, fordi sikkerheden ikke var i orden, er Arbejdstilsynets konklusion.

Sådan så lastbilen ud efter ulykken.
Sådan så lastbilen ud efter ulykken.
Foto: arkivfoto

Sikkerheden var ikke god nok, da en 57-årig lastbilchauffør i begyndelsen af september mistede livet uden for Karup. Nu har chaufførens vognmand og den landmand, hvis mark ulykken skete på, fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, skriver Fagbladet 3F.

Ulykken skete, da chaufføren skulle læsse af på en mark. Med den tippede tiptrailer ramte han nogle højspændingsledninger, der bar 60.000 volt. Lastbilen brød i brand, og chaufføren blev efterfølgende fundet død uden for lastbilen.

Ifølge Arbejdstilsynet var arbejdet under højspændingsledningerne ikke “planlagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.”

- Det var den mest erfarne chauffør, vi havde. Han har næsten kørt lastbil siden, han kunne gå. Og han har været på stedet masser af gange før. Når det kan ske for ham, så kan det ske for alle. Ulykken skyldes en kombination af sort uheld og uopmærksomhed, siger Lasse Prip Stevnhoved, der er ejer af vognmandsfirmaet, chaufføren var ansat hos.

Chaufføren, der døde, var i øvrigt far til Lasse Prip Stevnhoved.

På et senere tidspunkt vil tilsynet vurdere, om virksomheden også skal have en bøde på grund af arbejdsulykken, fremgår det af Fagbladet 3F’s aktindsigt i sagen.

Landmand: Ulykken var selvforskyldt

Også landmand Jacob Eigil Jung er blevet påbudt fra Arbejdstilsynet - sammen med vognmanden - at finde et andet sted at læsse af. 15 meter fra højspændingsledningerne. Det har han gjort, selvom han mener, at det var chaufførens egen skyld, at det gik, som det gjorde.

- Jeg synes ikke, at jeg har noget ansvar. Chaufføren har kørt pulp herud de sidste 25 år, og han har også tippet af under højspændingstråde, og der er aldrig sket noget. Jeg mener, at det er hans egen skyld, siger Jacob Eigil Jung, der heller ikke forventer at få en bøde som følge af dødsulykken.

Han siger samtidig, at hans største problem lige nu er, om kommunen vil rydde op efter ulykken.