Arbejdsgivere: Udenlandske ansatte er meget vigtige

Den internationale konkurrence om arbejdskraften er skærpet, viser en analyse, og det billede genkender arbejdsgiverne.

Udenlandsk arbejdskraft er essentiel for Danmarks fremtid, mener flere interesseorganisationer. Arkivfoto.
Udenlandsk arbejdskraft er essentiel for Danmarks fremtid, mener flere interesseorganisationer. Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Søren Bidstrup

Fremover bliver der større international konkurrence om at skaffe udenlandsk arbejdskraft. Sådan lyder en af konklusionerne i en analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som er blevet offentliggjort lørdag.

I Danmark mærker man allerede konkurrencen og bør gå langt for at sikre, at udenlandsk arbejdskraft kommer til landet, mener interesseorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri. Ellers risikerer man, at gå glip af økonomiske gevinster.

- De udenlandske medarbejdere er allerede utroligt vigtige for vores virksomheder herhjemme. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi får brug for flere udenlandske medarbejdere de kommende år, siger underdirektør i DI Steen Nielsen.

Ni procent af den samlede beskæftigelse i Danmark bestod ifølge ministeriets analyse af borgere fra udlandet i 2016. Den øgede konkurrence om arbejdskraft skyldes blandt andet, at det går bedre med økonomien og beskæftigelsen i flere europæiske lande, som Danmark henter arbejdskraft fra. Derfor er arbejderne mindre tilbøjelige til at søge mod Danmark, lyder analysen.

3F: Der mangler ikke udenlandsk arbejdskraft

I fagforbundet 3F er man lodret uenig i, at Danmark skulle have et problem med arbejdsudbuddet og henviser blandt andet til en rapport fra EU-Kommissionen.

- Vi er et af de lande i EU, hvor beskæftigelse og arbejdsudbud kommer til at stige mest frem mod 2030, siger cheføkonom for 3F Frederik Imer Pedersen.

Han mener, at det er helt galt, når økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille foreslår skattelettelser, højere pensionsalder og at gøre det lettere for udenlandsk arbejdskraft at komme til landet.

Den opfattelse deler LO's næstformand Arne Grevsen.

- Det er en and, at udenlandsk arbejdskraft skulle være på vej hjem. Antallet af udenlandske arbejdstagere i Danmark stiger stadig år for år. Måske ikke så hurtigt som før, men stigningen fortsætter, siger han i et skriftligt svar.

Begge peger de på, at opkvalificering inden for Danmarks grænser er vejen frem.

I Dansk Erhverv mener man, at opkvalificering kan løse en del af problemet - men ikke det hele.

- Når vi spørger vores virksomheder, hvorfor de rekrutterer udenlandsk arbejdskraft, svarer de, at udenlandsk arbejdskraft giver kompetencer, der ikke kan tilvejebringes inden for landet. De har altså været omkring Danmark og forsøgt at finde den arbejdskraft., siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent.