Aqua d'or ramt af krisen

Flere års væskst på op til 40% er ædt op af krisen på et enkelt år hos Aqua d'or i Fasterholt.

Vandfesten er slut for Danmarks største kildevandsproducent. Efter flere år med kæmpe vækst, har Aqua d'or Mineral Water A/S i Fasterholt med en årlig omsætning på 250 millioner kroner oplevet nul-vækst i år.

Hovedaktionær Allan Søby Feldt mener, der er flere grunde til det dårlige resultat. Krisen fik i efteråret butikkerne til at tømme deres lagre af kildevand, hvilket mindskede salget fra virksomheden. Desuden indførtes pant på den type plastikflasker, vandet sælges i.

Konkurrencen fra udlandet udfordrer desuden Aqua d'or på længere sigt. Østeuropæiske og tyske producenter sælger ifølge Allan Søby Feldt konkurrerende produkter under kostprisen. Først når der er luget ud blandt de virksomheder, kan Aqua d'or genskabe sin vækst:

- Der skal kort og godt konkurser til, før vi andre kan få et normalt marked. Det irriterer mig, at konkurrenter dumper priserne. Vi er oppe imod producenter, der ikke har gennemført alle de miljøtiltag, vi har gjort med diverse miljøcertificeringer og en politik om at købe grøn strøm fra vand- og vindkraft, siger Allan Søby Feldt til Erhvervsbladet.

Allan Søby Feldt tror først på, at Aqua d'or får vendt udviklingen til fremgang tidligst i  2011.