Apoteker truet af lukning

Stoholm og 42 andre apoteker i tyndt befolkede områder risikerer lukning. En plan for fremtidens medicinhandel lander snart på regeringens bord.

I 20 år har apoteker Jørgen Nørretranders udleveret alt fra gigtpiller til hovedpinepiller til borgerne i og omkring Stoholm. Men det kan snart være fortid.

- Så må vi dø, ja. Men det vil gå hårdt ud over det her område, et lokalområde, siger apoteker Jørgen Nørretranders fra Stoholm.

En arbejdsgruppe er netop nu ved at lægge allersidste hånd på en ny rapport. En rapport, der beskriver, hvordan landets apoteker kan moderniseres, og hvordan de statslige udgifter til landets 314 receptekspederende apoteker kan nedbringes.

43 apoteker truet af lukning

På nuværende tidspunkt er der en udligningsordning blandt landets apoteker. Det betyder, at de store apoteker giver penge til de små, så der fortsat er apoteker til patienterne i de tyndt befolkede områder.

Stoholm Apoteket modtager 700.000 kroner i støtte om året. Det er blandt andet de penge, som arbejdsgruppen har kig på.

- Hvis vores tilskud falder væk, så er der ikke økonomisk grundlag for at drive en virksomhed som apotek her i byen, siger apotekeren fra Stoholm.

Apotekerforeningen vurderer, at 43 apoteker er i fare for at lukke, hvis udligningsordningen forsvinder. Her i landsdelen drejer det sig om mindre apoteker i Thisted, Vesthimmerland, Silkeborg, Viborg, Ikast-Brande og Holstebro kommuner.

- Vi får et Danmark, der bliver delt i to endnu en gang, hvor der er en dårligere sundhedsfaglig tilgang, når vi taler om landdistrikter og yderområder. Men bor man i byerne, så ligger apoteket lige rundt om gadehjørnet, siger Steffen Damsgaard fra Lemvig, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Metas klar til at overtage

På nuværende tidspunkt er det kun farmaceuter, der må drive et apotek i Danmark. Men regeringens apotekerudvalg undersøger muligheden for, at det monopol kan brydes.

Sker det, er Matas klar til at tage over.

- Vi har i sinde at etablere apoteker, som en del af vores butikker. Der skal stå lige præcis det personale, som vi kender i dag fra apoteket, siger Henrik Engberg Johannsen, der er informations- og miljøchef i Matas A/S.

- Det behøver ikke nødvendigvis at være en farmaceut, der ejer apoteket. Det er monopolet, og det er forældet, siger Henrik Engberg Johannsen.

Utrolig dårlig udvikling

Matas har i dag 293 butikker på landsplan. De har ikke planer om at åbne i Stoholm.

Derfor må kunderne enten til Holstebro, Skive eller Viborg, hvis apoteket lukker.

- Det er en dårligere service især for den del af befolkningen, som har behov for at få en sundhedsfaglig rådgivning. De har behov for at få deres medicin. Og især den del af befolkningen har svært ved at køre og komme frem til apoteket. Så for de grupper vil det være en utrolig dårlig udvikling, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

I regeringens arbejdsgruppe er der folk fra Sundhedsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansministeriet, Lægemiddelstyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.