Antallet af trafikdræbte halveret i april

Ny opgørelse fra Vejdirektoratet viser tydelig sammengæng mellem lavere fart og færre trafikdræbte. Antallet af trafikdræbte i april er halveret sammenlignet med sidste år.

Når farten i trafikken falder, falder antallet af trafikdræbte også. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en ny opgørelse fra Vejdirektoratet.

I april blev otte dræbt i trafikken, hvilket er en halvering i forhold til de 16, der mistede livet i april sidste år.

Det lave tal, mener man i Rådet for Sikker Trafik, har en klar sammenhæng med den stadig lavere fart på de danske veje.

- Tendensen er klokkeklar. Lavere fart giver færre trafikdræbte, siger dokumentationschef Jesper Sølund fra Rådet for Sikker Trafik.

Han bakkes op af projektleder Stig Hemdorff fra Vejdirektoratet:

- Sammenhængen mellem fart og antal dræbte i trafikken er tydelig, hvilket også ses i internationale undersøgelser, siger han til avisen.

Den nye opgørelse fra Vejdirektoratet indeholder nye foreløbige tal, der viser, at farten på vejene ikke har været lavere i mindst 10 år. Samtidig er antallet af dræbte i trafikken de seneste 12 måneder nu nede på 178, hvilket er meget tæt på bundrekorden fra 2012, da 167 mistede livet i trafikken.

Fotovogne virker

Ifølge Jesper Sølund fra Rådet for Sikker Trafik er det svært at forklare det seneste fald i danskernes fart med andet end de mange nye fotovogne, som politiet har taget i brug.

I februar blev antallet af fotovogne firdoblet fra 25 til 100. Størst var indsatsen i Midt - og Vestjylland.

Alt tyder på, at faldet i antallet af trafikdræbte er forsat ind i maj, vurderer Vejdirektoratet overfor avisen.

Se tidligere indslag om sagen:

02:26 Luk video