Anni har været hos Coloplast i 24 år: Det er en mavepumper

Det var en rigtig kedelig melding, som Anni Vandet Larsen og hendes kolleger hos Coloplast i Thisted i dag fik af ledelsen. 167 medarbejdere mister jobbet inden 2020.

Anni Vindet Larsen har arbejdet 24 år på Coloplast fabrikken i Thisted. Nu er det slut.
Anni Vindet Larsen har arbejdet 24 år på Coloplast fabrikken i Thisted. Nu er det slut.
Foto: Esben Jensen, TV MIDTVEST

24 år har Anni Vandet Larsen været hos Coloplast i Thisted, men snart er det slut.

- Det er rigtig, rigtig træls. Det er en arbejdsplads, vi har været på i mange, mange år alle sammen efterhånden. Og ja… Nu er det det, siger Anni Vandet Larsen med et stort suk.

Coloplast har lavet blandt andet stomiposer i Thisted siden 1970'erne. Og gennem tiden beskæftiget hundredevis af Thyboer. Virksomheden præsenterede i dag et overskud på knap fem milliarder kroner, men virksomheden lukker alligevel sin fabrik i Thisted.

- Det er en yderst trist dag i dag, når man tænker på alle de medarbejdere og deres familier, som nu står i en usikker situation. Det rammer os hårdt alle sammen, siger fællestillidsmand hos Coloplast Torben Rasmussen. 

- Det er ligesom at få en mavepumper. Man har nok på en måde egentlig haft det lidt i tankerne, men nu er det virkeligt, og det er ikke særlig rart, siger Anni Vandet Larsen, der nu må se sig om efter et nyt arbejde. 

Coloplast har allerede skåret kraftigt ned på aktiviteten i Thisted. I 2015 skar Coloplast antallet af ansatte i Thisted fra 240 til 150. Der er nu minimum ét år til alle medarbejdere er afskediget, og Coloplast vil nu i stedet opgradere deres fabrikker i Ungarn og Mellemamerika. 

- Der er jo rigtig mange kompetencer til stede på fabrikken i Thisted. Kernekompetencer som man kan undre sig over, at Coloplast ikke vil gøre brug af, og det synes jeg simpelthen ikke, at medarbejderne har fortjent. Men nu er det besluttet, og så må vi jo sammen med kommunen og det øvrige erhvervsliv finde ud af, hvad vi kan gøre for at hjælpe alle kollegaerne videre til et nyt arbejde, siger Torben Rasmussen. 

3:57