Annette Lind: Minister viser mistro til egen gymnasiereform

Undervisningsminister Merete Riisager frygter for fagligheden i gymnasiet et år efter aftale om stor reform. Annette Lind mener, ministeren skal have mere tiltro til reformen.

Socialdemokratiets Undervisningsordfører, Annette Lind, mener at Undervisningsminister Merete Riisager udviser mistro og disrespekt for den gymnasiereform, som hun ellers skal stå i spidsen for.
Socialdemokratiets Undervisningsordfører, Annette Lind, mener at Undervisningsminister Merete Riisager udviser mistro og disrespekt for den gymnasiereform, som hun ellers skal stå i spidsen for.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) udviser mistro og disrespekt for den gymnasiereform, som hun ellers skal stå i spidsen for. Og som et bredt flertal blev enige om for lidt mere end et år siden.   

Sådan lyder der fra Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind, efter at Riisager sammen med uddannelsesminister Søren Pind (V) har bebudet, at gymnasieelevernes kompetencer skal undersøges nærmere.   

De to minister udtaler sig i et interview med Berlingske, hvor de begge udtrykker bekymring over det faglige niveau i gymnasiet.   

Merete Riisager siger blandt andet:   

- Det skader hele vores uddannelsessystem, for unge bringer niveauet med sig til universiteterne. Og det rammer os som samfund, hvis vi accepterer uddannelser, der ikke kvalificerer til det højeste boglige niveau, for så dyrker vi ikke det svære, det sublime og det vanskelig, siger undervisningsministeren til Berlingske.   

Men det er efter Annette Linds mening en gammeldags opfattelse af faglighed, ministeren giver udtryk for.   

- Hun er skeptisk over for den reform, vi har lavet, som jo netop giver stærkere faglighed. Hun er mistroisk over for det, der er intentionen i reformen. Og det er jo netop øget faglighed, der var intentionen. Man skal have langt mere tiltro til det mål, vi har sat og til lærerne i det hele taget, siger Annette Lind.