Anne Sofie Hjort forlader RH

Anne Sofie Hjort forlader RH

Håndboldspilleren Anne Sofie Hjort skifter fra 1. divisionsklubben Ringkøbing Håndbold til en klub, der spiller i ligaens top 5

Hvilken klub, der fremover får glæde af den 20-årige forsvarsspecialist, bliver afsløret senere i denne uge.

- Det har været fantastisk for mig at være i Ringkøbing Håndbold. Det er en god og veldreven klub, der virkelig har gjort mig til den spiller, jeg er i dag. Jeg har fået og taget muligheden for at udvikle mig rigtig meget og dygtiggøre mig i 1. division, så jeg nu er klar til nye udfordringer, siger Anne Sofie Hjort.

Tre sæsoner i Ringkøbing

Anne Sofie Hjort har tidligere spillet på FC Midtjyllands U18-hold, men hun skiftede for tre sæsoner siden på eget intiativ til Ringkøbing Håndbold, for at udvikle sig som spiller til 1. division.

Siden er hun blevet en del af landsholdets bruttotrup, og hun fik i efteråret sin officielle debut på A landsholdet.

- Det har været en sand fornøjelse at følge med i, hvordan Anne Sofie Hjort har udviklet sig i løbet af sine snart tre sæsoner i Ringkøbing Håndbold. Det beviser, at vi har en klub, som virkelig kan rykke en spillers karriere fremad, hvis spilleren er klar til at knokle for det. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge hendes videre udvikling i den mest spændende del af ligaen, siger sportsdirektør Jan-Ole Kristensen.