Anklager: Livstidsdom til dobbeltmorder

Den 48-årige mand, der onsdag blev kendt skyldig i drabet på Hanne Pedersen, skal ifølge anklageren have fængsel på livstid.

Videbæk drab

Anklager Pia Koudahl vil have Christian Andersen fængslet på livstid, efter han onsdag blev kendt skyldig i drabet på Hanne Birgitte Thrige Pedersen.

- Der er ingen formidlende omstændigheder. Tiltalte skal idømmes fængsel ind til med livstid, sagde anklageren i sin procedure i Retten i Herning forud for domsafsigelsen senere i dag.

Til gengæld mener anklageren, at der er en række skærpende omstændigheder. Blandt andet at drabet på Hanne Pedersen var planlagt, fordi tiltalte havde medbragt et kabel og gaffatape til at kvæle hende. Desuden havde tiltalte forsøgt at slette sine spor ved at sætte ild til hendes ejendom.

Derudover er 48-årige Christian Andersen tidligere idømt 12 års fængsel for et lignende drab i Odder i 1996.

- Det er en yderst skærpende omstændighed, at han tidligere har været dømt for drab. Han blev løst i 2004, og der gik ikke mange år, før han gjorde det igen. Det er oplagt, at den tidligere dom skal medregnes, sagde anklageren.

I forbindelse med en mentalundersøgelse af den 48-årige kom det frem, at Retslægerådet i øvrigt har vurderet, at tiltalte er så farlig for andres liv og helbred, at en forvaringsdom kan overvejes. 

Men anklageren anbefalede i stedet retten en livstidsdom med fængsel.

Tidsbestemt fængselsstraf

Forsvarer Charlotte Krarup mener dog ikke, at hendes klient skal i fængsel på livstid. Hun anbefaler retten en tidsbestemt fængselsstraf med 12 år som udgangspunkt.

- Der skal meget til, før man afviger fra 12 års fængsel. Jeg mener ikke, der er skærpende omstændigheder. Det store spørgsmål er, om det tidligere drab skal have indflydelse på dommen. Det mener jeg ikke, for min klient har afsonet sin straf for det, sagde forsvareren i sin procedure.

Får man en livstidsdom, sidder man i gennemsnit 16 år i fængsel. 

Christian Andersen blev onsdag kendt skyldig i drabet på Hanne Pedersen nytårsaften 2015 i Vium ved Videbæk.  Han sad helt upåvirket, da retsformanden læste kendelsen op.

Den 48-årige mand blev også kendt skyldig i brandstiftelse, databedrageri og tyveri. Altså alle de forhold, han var tiltalt for.

Alle seks nævninge og tre dommere var enige i, at han var skyldig.

Kl. 14 i dag falder dommen.