Anklager kræver 31-årig idømt forvaring for voldtægt

Kvinden skreg og gjorde modstand, da en mand ifølge anklagemyndigheden voldtog hende i marts sidste år på en adresse i Aulum.

Retten i Herning
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I cirka tre timer blev en kvinde i marts sidste år voldtaget og udsat for andre seksuelle overgreb på en adresse i stationsbyen Aulum, der ligger mellem Holstebro og Herning.

Det mener anklagemyndigheden, som kræver en 31-årig mand idømt forvaring for de formodede overgreb. Det fremgår af anklageskriftet.

Her står også, at kvinden forsøgte at gøre modstand og bad ham om at stoppe, da manden angiveligt tog fat i hendes håndled og tvang hende til at onanere hans lem.

Mareridtet var dog langtfra ovre for kvinden.

Den 31-årige befølte hende i skridtet og stak en dildo op i hendes skede, før han bandt et tørklæde for hendes øjne. Herefter tvang han hendes ben fra hinanden og voldtog hende, står der i anklageskriftet.

Alt det skete angiveligt, selv om hun skreg, forsøgte at gøre modstand og flere gange bad manden om at stoppe sine handlinger.

Manden er også tiltalt for en episode fra samme måned, hvor han under en biltur skulle have sat sig på en 14-årig pige, der sad på passagersædet.

Her tog han ifølge tiltalen pigens trøje og bh af, fastholdt hendes arme og tog med sin mobil et billede af hendes bryster og ansigt.

Det truede han med at offentliggøre, hvis hun gik til myndighederne, har pigen siden fortalt politiet.

- Hvis du siger det til nogen, så lægger jeg billedet på internettet, sagde manden angiveligt.

For forbrydelserne kræver anklagemyndigheden manden idømt forvaring, der er indespærring på ubestemt tid. Sanktionen bruges, når fængsel vurderes til ikke at være tilstrækkeligt.

Det sker få gange om året. Fra 2008 til 2017 har antallet af forvaringsdomme svinget mellem to og ti.

Den gennemsnitlige varighed af en dom til forvaring er på knap 16 år, har en undersøgelse fra 2014 vist.

Sagen, der behandles ved Retten i Herning, indledes 27. februar.

Det er uvist, hvordan manden forholder sig til tiltalerne.

Der er afsat fire retsdage til nævningesagen, og det ventes, at der bliver afsagt dom 14. marts.

/ritzau/