Anklager i Birthesagen: Drabsmistænkt er farlig

Anklager i Birthesagen: Drabsmistænkt er farlig

Den 28-årige somalier, der er mistænkt for drabet på sagsbehandler Birthe Christiansen, fik i dag sin varetægtsfængsling forlænget på særligt bestyrket mistanke.

Efterforskningen i drabssagen fra Holstebro er stort set afsluttet. I følge anklageren ved Midt- og Vestjyllands Politi er der flere DNA-spor, der peger mod den 28-årige somalier, der er fængslet for drabet. Torsdag kom det frem, at også den kniv, der er fundet i forbindelse med drabet indeholder DNA-spor fra den mistænkte.

Fredag mødte den mistænkte somalier op i retten i Holstebro. I retten sagde anklageren, at den anholdte betragtes som meget farlig.

Fandt kniv i arrest

Da den mistænkte i drabssagen på et tidspunkt blev flyttet fra Holstebro arrest, fandt en gangmand en hjemmelavet kniv i den celle, den 28-årige sad i. Kniven var lavet af en BIC-kuglepen og et barberblad.

Har det dårligt

Lige nu sidder han i sygeafdelingen i Vestre Fængsel. Her venter han på, at der bliver plads på sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland. Forsvaren ville gerne have flyttet den 28-årige somalier til en lukket psykiatrisk afdeling, fordi han har det dårligt fysisk og psykisk i Vestre Fængsel. Det ønske blev afvist af både dommer og anklager, der ikke vil risikere, at han flygter én gang mere. Den mistænkte somalier er en gang flygtet fra psykiatrisk sygehus i Aalborg.

Det er endnu usikkert hvornår sagen kommer fra retten. Den mistænkte skal først mentalundersøges. En foreløbig udtalelse fra en ambulant undersøgelse siger, at han muligvis er sindssyg.

Se interview med anklager Mette Møller fra Midt- og Vestjyllands Politi herunder: