Anklage: Mand tog kvælertag og voldtog kvinde i Hvide Sande

​31-årig mand fra Aarhus anklages for voldtægt af samlever, som han ifølge anklagen truede flere gange på livet, blandt andet under et ophold i Hvide Sande.

Håndjern og politibil
Foto: Flemming Christensen

Et parforhold mellem en 31-årig mand og en 29-årig kvinde fra Aarhus kørte angiveligt helt af sporet og udviklede sig til vold og voldtægt.

Manden anklages ved Retten i Aarhus for at have voldtaget sin samlever flere gange under brug af vold og trusler om vold.

"Du skal dø, jeg slår dig ihjel, jeg slagter din mor og far", skal manden ifølge anklagen have sagt til kvinden.

Han skal desuden flere gange have taget halsgreb på kvinden, sparket hende på kroppen og presset noget dyne ind i hendes mund, så hun fik kvælningsfornemmelse.

Voldtaget under ophold i Hvide Sande

Det er angiveligt sket både i parrets lejlighed i Aarhus og under ophold i Hvide Sande samt på ferieøen Malta.

To gange tvang han sig ifølge anklagen til sex med kvinden. Det skal være foregået ved, at han lagde sig oven på hende, og hun blev fastholdt til sengen.

I et tilfælde fjernede han kvindens tampon og tvang sig derefter på ny til samleje med hende.

De to delte adresse i en lejlighed i Aarhus indtil sommeren 2017. Kvinden fraflyttede dengang lejligheden og anmeldte manden til politiet.

Den tiltalte nægter sig skyldig i anklagerne.

Overgreb optaget på lyd

En del af overgrebene er angiveligt blevet lydoptaget, og disse optagelser er mandag formiddag blevet afspillet i retten.

Det er sket bag lukkede døre af hensyn til den forurettede.

Hvis manden findes skyldig, kan en skærpelse af straffen for voldtægt fra 2016 komme til at spille en rolle for udmålingen af straffen.

Dengang besluttede et politisk flertal at skærpe straffen for voldtægt. Som udgangspunkt er straffen nu tre år og seks måneders fængsel, hvor den før var to år og seks måneder.

Er der skærpende omstændigheder, går strafferammen for voldtægt dog op til otte års fængsel.

Der er afsat tre dage til sagen, og der ventes dom i næste uge.

/ritzau/