Anke i incest-sag

Statsadvokaten anker afgørelsen i incest-sag fra Holstebro til landsretten.

Vestre_Landsret_ext_2_rettet.jpg

En 44-årig mand fra Holstebro skal for fjerde gang for retten anklaget for incest. Tre gange er han ellers blevet frikendt for at misbruge henholdsvis sin stedsøn og sin søn. Men den seneste frikendelse fandt sted på baggrund af dyb splittelse blandt de juridiske dommere og nævningene.

Ved retten i Viborg blev faren den 16. september frikendt for overgreb på sin søn.  Men dommerne og nævningene var lodret uenige. De tre juridiske dommere ville dømme faren, men fire ud af seks nævninge bakkede den tiltalte op. En tiltalt kan kun dømmes, hvis der er flertal blandt både dommere og nævninge. Derfor endte retten i Viborg, trods stor uenighed, med at løslade faren. Ifølge anklageskriftet havde den 44-årige misbrugt sin retarderede søn gennem seks år - fra drengen var 7 til han blev 13 år. Den 44-årige har under hele sagen hævdet, at han var offer for en hævngerrig ekskærestes beskyldninger.

Nu får skyldsmålet lov til at blive afprøvet ved landsretten, fordi Statsadvokaten i Viborg i dag valgte at anke.