Anholdt for vold mod dørmand

Fra politiets døgnrapport: Vold på værtshus og indbrud i landejendom.

Håndjern og politibil
Foto: Flemming Christensen

En 35-årig mand blev natten til søndag anholdt for vold mod en dørmand på en restaurant i Viborg.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at det hele begyndte med, at den 35-åriges kammerat kom i klammeri med en tredje person på dansegulvet. Dørmanden forsøgte at standse klammeriet, men det fik så den 35-årige til at gribe ind.

- Dørmanden blev slået mindst to gange med knytnæve i ansigtet. Vi anholdt både den 35-årige og hans kammerat. Den ene er sigtet for vold og den anden for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og så har de begge fået et forbud mod at komme på restauranten i to år, fortæller vagtchef Allan Riis.

Indbrud mens beboerne var hjemme

Politiets døgnrapport fortæller også historien om et indbrud i en landejendom på Viborg-egnen. 

Beboerne ringede til politiet, da de hørte to store brag. Politiet rådede beboerne til at blive i soveværelset og vente på, at hjælpen nåede frem. Den tilkaldte patrulje var hurtigt fremme, men da var indbrudstyven eller tyvene forsvundet.

En hundepatrulje fandt dog senere frem til en 27-årig mand, som gemte sig i et krat 1500 meter fra ejendommen. Han blev er nu sigtet for indbrud og vil i løbet af søndag blive fremstillet i et grundlovsforhør med krav om fængsling.