Anholdt ved et tilfælde: Sigtet for røveri mod to guldsmede

20-årig mand fængslet for medvirken til to væbnede røverier - men nægter sig skyldig.

politibil.jpg
Foto: Flemming Christensen

Midt- og Vestjyllands Politi har tilsyneladende fået et gennembrud i sagen om røveriet mod Vibholm Guld og Sølv i Silkeborg lørdag eftermiddag.

En 20-årig mand er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet til 5. maj - sigtet for medvirken til røveriet i Silkeborg og medvirken til røveriet mod Kloster-Sølv i Kjellerup den 6. marts.

Fælles for begge røverier er, at gerningsmanden brugte en kniv til at true personalet.

Grundlovsforhøret blev af hensyn til efterforskningen holdt bag lukkede døre, fordi politiet mener, at der stadig er en eller flere gerningsmænd på fri fod.

Den 20-årige nægter sig skyldig i begge sigtelser, men valgte ikke at kære fængslingen til landsretten.

Det var i øvrigt et tilfælde, der satte ordensmagten på sporet af den 20-årige. Han blev natten til tirsdag vinket ind til siden af en politipatrulje i Viborg.

Betjentene havde en mistanke om. at han kørte i narkopåvirket tilstand, og de benyttede lejligheden til at ransage hans bil. Det viste sig at være en god idé - i bilen fandt betjentene nemlig smykker, der stammer fra røveriet mod Vibholm Guld og Sølv.

Der er i forvejen en mand varetægtsfængslet for røveriet i Kjellerup.