Anholdt for røveri ved Viborg

To unge mænd fra Viborg blev søndag aften anholdt for røveri i Skals.

Politi.dk logo 2_1.jpg

To mænd på 22 og 23 år fra misbrugsmiljøet i Viborg er anholdt og sigtet for et røveri søndag aften.

Mellem klokken 21 og 22 mødte mændene op på en adresse i Skals, hvor de med en pistollignende genstand truede to mænd til at udlevere penge og omkring 100 trøjer af mærkerne Ralph Lauren og G-star.

Gerningsmændene er i forvejen kendt af politiet for kriminalitet i samme boldgade, og de var åbenbart også kendt af den ene forurettede - han kontaktede i hvert fald kort efter politiet og fortalte, hvem han troede, den ene af gerningsmændene var.

- Politiet kører ud til en adresse i Viborg, hvor der bliver fundet en del effekter fra røveriet. Men lige nu flyver der beskyldninger i hver sin retning, så vi er i gang med at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, siger vicepolitikommissær i Viborg Henrik Gruve.

Lige nu har politiet afhørt den ene af de formodede gerningsmænd - han nægter sig skyldig.