Anholdt for pengeskabskup

Stjålne skrabelodder ledte politiet på sporet af ung københavner, som nu sigtes for indbrud i Skjern.

220615Pengeskabskup.jpg

Politiet er tilsyneladende tæt på at opklare det pengeskabskup, der den 2. februar ramte City Kiosken i Skjern.

En 22-årig mand fra København, som har været efterlyst i sagen, blev natten til søndag anholdt i Vejle og kørt til Ringkøbing, hvor han nu skal afhøres.

Efterforskerne kom tilsyneladende på sporet af den 22-årige i forbindelse med, at en eller flere personer forsøgte at indløse nogle af de skrabelodder, der blev stjålet i kiosken.

Der var mindst fire maskerede personer om indbruddet, og det lykkedes dem i løbet af ganske få minutter at få kioskens pengeskab slæbt ud til en ventende bil. Der er altså stadig gerningsmænd på fri fod, men ifølge lokalpolitiet i Ringkøbing er der umiddelbart ikke flere anholdelser på vej.

Den anholdte københavner er nu sigtet for indbrud og vil formentlig bliver fremstillet i et grundlovsfør med krav om varetægtsfængsling.

Opdateret klokken 14.53: Den 22-årige blev mandag fremstillet i et lukket grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede at fængsle ham i fire uger. Han er sigtet for tyveri af skrabelodder for 42.000 kroner.