Anholdt for påsat brand i værtshus

Den formodede brandstifter anholdt efter indslag i TV/MIDT-VEST.

Politiet har tilsyneladende opklaret sagen om den påsatte brand, der natten til mandag raserede værtshuset Fort Indian i Thisted.

En mand fra Thisted blev mandag klokken 21.50 anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse. Anholdelsen kom efter, at TV/MIDT-VEST havde vist overvågningsbilleder, der viste hvordan gerningsmanden brød ind i værtshuset og hældte brændbar væske ud på gulvet. Politiet fik en henvendelse fra en borger, der mente at kunne genkende gerningsmanden. 

Forbindelse til værtshuset

Politiet er indtil videre meget tilbageholdende med oplysninger i sagen, men kriminalassistent Erik Krogh Pedersen fra lokalpolitiet i Thisted oplyser, at den sigtede har en forbindelse til værtshuset - hvilken vil han endnu ikke oplyse. Politiet vil heller ikke oplyse mandens alder.

Det er stadig uvist, hvordan manden stiller sig til sigtelsen. Politiets jurister skal nu vurdere, om manden i løbet af dagen skal fremstilles i et grundlovsforhør.